Af Gustav Stubbe Arndal
I et mere konventionelt filmår ville Nomadland nok ikke have vundet de store Oscar-priser, men det er desto mere passende, da Chloé Zhaos meditative, billedskønne indblik i amerikansk fattigdom er alt andet end konventionel. Man kan næsten kun definere filmen på, hvad den ikke er.
Nomadland er ikke en dokumentar, selvom den fortæller mange ægte historier om ægte mennesker, og ligesom Zhaos tidligere mesterværk The Rider er der mange amatørskuespillere, der spiller versioner af dem selv i eget navn. Hendes tilgang taler for sig selv – man kan sige noget sandt, uden helt at være fakta.
Modsat The Rider har vi en kendt skuespiller i hovedrollen. Frances McDormand spiller Fern, en midaldrende kvinde, der mister sin hjemby da den lokale fabrik lukker, kort efter hun mistede sin mand. Uden de store penge pakker hun sit liv sammen i en delvist improviseret campingvogn og rejser rundt til de steder, hun kan parkere, og de steder, hun kan finde arbejde.
Hun er vores indgang til det miljø, filmen drejer sig om: fattige, glemte amerikanere, der har lært at leve på farten og rejse fra job til job. Gennem Fern møder vi folk fra hjertelandet: et nomadesamfund i midten af Arizona; en ung hjemløs, der håndskriver breve til kæresten; den gamle Swankie (spillet af sig selv), der ønsker sig en sidste kajaktur i Alaska, før hun dør.
Nomadland er dog ikke et drama som sådan. Ferns historie foregår over et års tid med nye og gamle venner, afsked og gensyn, punkterede dæk og nye opgraderinger på vognen (”Vanguard”, som hun navngiver den). Men det mest dramatiske ligger allerede bag hende, og hendes udvikling er her stille og indvendig.
Nomadland er ikke en politisk brandtale, men den er langt fra apolitisk. Mange af vognboerne har mistet hus og hjem efter finanskrisen og har været nødt til at skifte levestil, efter de er faldet igennem hullerne i det amerikanske sikkerhedsnet. Fern arbejder i et pakkehus for Amazon over julen, og det er ikke meget sjovere end at kaste med kartoffelposer eller rengøre beskidte toiletter.
Det gennemgående spørgsmål i filmen er, om de skønne mennesker, vi ser, faktisk er mere lykkelige som nomader, eller om de blot får det bedste ud af en forfærdelig situation. Følger de en amerikansk tradition af pionerer og cowboys, eller er de ofre for den amerikanske økonomi?
Vi kan stille det samme til Fern og komme til vores egne konklusioner.
Nomadland er bidende socialrealisme, men den er ikke hård at sidde igennem. Filmen er fuld af små øjeblikkes fredelighed, af lejrbålssange, venlige fremmede og betagende udsigter. Så når karaktererne stopper for at snakke om deres oplevelser med selvmord, depression og splittede familier, rammer det direkte i hjertet.
Mange filmskabere vil efterligne en dokumentarisk stil for at forstærke realismen, men Zhao og hendes fotograf Joshua Richards går i den anden retning. I stedet for at møde et jordnært emne med jordnær stil, ophøjer hun små historier med storslåede billeder – de amerikanske sletter står badet i et permanent tusmørke.
Hendes kamera finder vidunderlige landskaber, store vidder og landeveje, der bugter sig gennem terrænet. Men hun finder også liv, sorg, smerte, glæde og venlighed, og gør det lige så storslået. Nomadland er ikke en hvilken som helst film.
Kommentarer